Jeg kender en lille frøken, der fylder et år om et par dage. Da hun var helt lille og ny fik hun en lille sprutte, som hun blev meget glad for. Desværre var familiens hund også glad for sprutten, og derfor ønsker hun sig en ny. Så min hæklenål har hæklet en lille Frøken Tusindfryd til den lille fødselar. Jeg håber at den vil bringe glæde og at hunden holder sig fra den denne gang.
Opskriften på sprutten er lavet af Josephine med bloggen En Elefant, som var den oprindelige idekvinde bag den store sprutteindsamling til landets neonantalafdelinger. Jeg har tidligere hæklet bidrag til indsamlingen som du kan se her.
Hvis du får lyst til at lave en sprutte eller 10 til indsamlingen, så besøg Spruttegruppens hjemmeside for at finde opskrift og information om indsamlingen. Sprutterne er nemme at gå til og kan varieres i det uendelige, så de er sjove at lave. Find inspiration på deres Facebookside.